BØGSTED RENDE I Tvorup Plantage drejes fra Kystvejen mod vest. P-pladsen ligger mellem plantagen og havklitten. Bøgsted Rende er et gammelt udflugtssted i Thy. Mange kommer her for at bade eller for at gå tur på stranden, men er det blæsevejr søger man læ i plantagen umiddelbart indenfor havklitten. Et net af afmærkede vandrestier udgår fra P-pladsen.
TURFORSLAG: Blå vandrerute følger renden gennem en skov af hundredårige, forblæste og forkrøblede træer. Senere fører gul rute igennem Thagårds Plantage – en af de første plantninger i Thy fra 1816 – og passerer sømærket, som er en af de få tilbageværende af de ”båker”, som blev rejst i 1884 for at tjene som pejlemærker for søfarten. Andre båker findes ved Vigsø og ved Stenbjerg. De er nu alle fredede.
Folder:
Tvorup Klitplantage – Vandreture nr. 116
STENBJERG LANDINGSPLADS I rundkørslen på Kystvejen vælges afkørslen til Stenbjerg Landingsplads.
De maleriske redskabshuse er opført af fiskerne selv omkring år 1900 og anvendes i dag af fritidsfiskerne. Det fredede
redningshus, som er opført i 1931, rummer en lille udstilling, som fortæller om lokalhistorien og om redningsvæsnet.
TURFORSLAG: Gå fra landingspladsen ad stranden mod syd indtil sti nr D102. Følg denne gennem klitten og forbi det fredede sømærke. Lad turen gå gennem byen, forbi kirken og den lange række af fiskerhuse og kig ind i udstillingen i maleren Kate Lassens hus. Turen er på 4,5 km.
Folder:
Vestkyststien Agger–Bulbjerg – Vandreture nr. 31 og
Stenbjerg
i Thy – Vandreture nr. 126
Som noget nyt kan man nu downloade en
digital fortælling, fortalt for børn og voksne, på Nationalpark Thy´s hjemmeside: Den 15 årige Tobias er på research til sin nye bog, som handler om uforløste sjæle. Han tager til Stenbjerg Landingsplads, hvor han har hørt, at der vandrer en del uforløste sjæle rundt. Han tager på "Vandring i blandt......" Du kan komme med på denne vandring. Men tør du?
LYNGBY Fra Kystvejen lige nord for Svankjær drejes mod Lyngby. P-plads, hvor vejen ender. Lyngby opstod i 1864, da seks familier fra Agger og Ålum tog den beslutning, at de ville flytte til et sted med bedre fremtidsmuligheder.
Fiskeri var hovederhvervet, men stedet gav også mulighed for lidt jordbrug og husdyrhold. Allerede i mellemkrigstiden blev der bygget sommerhuse i Lyngby. Dengang som nu var det et eksklusivt sted at holde ferie for dem, der søgte ro, fred og autensitet.
TURFORSLAG: Gå fra redningshuset, der nu tjener som primitivt overnatningssted, mod syd ad Vestkyststien mod Lodbjerg. Følg eventuelt et af de gamle hjulspor til havet og gå ad stranden tilbage.
Folder:
Klitplantagerne i Sydthy – Vandreture nr. 42
LODBJERG FYR Parkeringsplads tæt ved fyret. Det fredede Lodbjerg Fyr er opført i 1883 af granitblokke fra Sverige. Fra fyrets top kan du få et godt overblik over hele den sydlige del af Nationalpark Thy. Mod nord ses de store sammenhængende klitheder fra Lodbjerg over Lyngby til Stenbjerg.
Vender du dig mod syd ses Ørum og Flade Sø omgivet af grønne enge og bagved dem afgrænses nationalparken af Agger Tange og Thyborøn Kanal. En aktiv hvid klit mod nord minder om sandflugtens hærgen gennem hundreder af år.
TURFORSLAG: Følg blå vandrerute over klitheden til Penbjerg og tilbage til fyret.
Folder: Klitplantagerne i Sydthy – Vandreture nr. 42
AGGER TANGE Agger Tange kan opleves dels fra den nord- sydgående kystvej og dels fra havdiget mod vest. Der findes flere parkeringspladser i området. I Agger by fører en handicapvenlig sti op på diget.
Ud over at være et af Nordeuropas betydeligste rasteområder for vandfugle er tangen samtidig en vigtig ynglelokalitetet for truede engfugle. Kulturhistorisk er tangen også interessant. På grænsen mellem hav og fjord har der udspillet sig mange dramatiske begivenheder. Stormfloder, gennembrud, sandflugt og kystsikring er en del af historien.
TURFORSLAG: Gå en tur ad redningsvejen øst for diget og følg
stranden tilbage.
Folder:
Harboøre og Agger Tanger – Natur og fugleliv