Til forsiden
Naturen og kulturen langs Limfjorden

På en tur langs med eller på Limfjorden finder man et væld af natur- og kulturattraktioner.
Det er sikkert de færreste der kan nå alle attraktionerne langs fjorden, men vi bringer her en række forslag, som forhåbentlig kan inspirere til gode oplevelser i ferien.

Natur og Kultur - Vejlerne

Vejlerne


Vejlerne, der er Nordeuropas største fuglereservat, er et ca. 6.000 hk stort, lavtliggende område, der ligger hen som græsenge, rørskove og brakvandssøer.
Vejlerne er opstået efter et mislykket afvandingsprojekt der har skabt et fredet paradis for fugle og fuglekendere.
De kan læse meget mere om Vejlerne på denne side.

Eshøj Plantage


Eshøj Plantage ligger knap 4 km fra centrum af Thisted. Plantagen er en lille botanisk perle med ca. 150 forskellige arter af træer og buske fra hele verden og er dermed en regional lokalitet med et usædvanligt skovbillede.

I Eshøj er der rige muligheder for frisk luft og motion. Terrænet er ret kuperet idet der er 25 m niveauforskel fra Limfjordens vand til plantagens højeste punkt.

Du kan løbe; men du kan også gå i et tempo, der giver dig tid til at se, høre, lugte og mærke naturens puls og rytme - samt tid til optagelse og iagttagelse, i et spændende stykke natur der ligger åben for dig.

Skyum Bjerge

Det meget kuperede bakkelandskab udgør en del af Limfjordskysten ned mod Vildsund. Her er kløfter og dale skabt ved smeltevandets erosion i slutningen af sidste istid. Der er bevaret 17 gravhøje i området, hvoraf de seks ligger smukt på række henover en bakkekam. Området er fredet, og i et forsøg på at bevare lyngheden, har man ladet gotlandske pelsfår græsse på de stejle skrænter.

Lundehøj

I Ullerup, lidt nord for Heltborg, findes den 6000 år gamle jættestue Lundehøj som er åben for gæster.
Limfjordscentret Doverodde

150 år efter opførelsen af den første købmandshandel i Doverodde står Doverodde Købmandsgård som et af Limfjordens bedst bevarede handelshuse fra denne periode. Købmandsgården er idag et oplevelsescenter med fokus på Thy og Limfjorden. I den gamle kornsilo er der indrettet udstillinger over geologiske forekomster og dyr i området.

I det gamle pakhus finder man et spændende aktivitetsrum, hvor man kan undersøge de fisk og andre dyr, man selv har fisket op af fjorden. Her finder man også udstillinger, der fortæller om Købmandsgårdens udvikling gennem tiden, samt et stort antal vekslende udstillinger og aktiviteter.
Oldtidskirkegården på Ydby Hede

Denne oldtidskirkegård er Danmarks talrigeste med ialt 49 gravhøje.

Lunaria og Danas Have

Kunstsamlingen, der er den eneste af sin art, viser skiftende udstillinger af løvkunstneren Susanne Tvermoes' poetiske billedverden - et livsværk der er skabt af løv og blomsterblade. Fra museets jyske sagnhave er der udsigt over vikingernes vesterhavsnære Limfjord, som ved Sindrup krydses af Ravvejen mod Europa. Endvidere er der indrettet en mindestue over de store Limfjordsdigtere, Johs. V. Jensen, J. P. Jakobsen, Jeppe Åkjær m.fl.

Vestervig Kirke

Vestervig Kirke er Nordens største landsbykirke og indeholder et af Danmarks fineste orgler med 52 stemmer, som kan opleves ved de fremragende kirkekoncerter. Til kirken knytter sig sagnet om Liden Kirsten og Prins Buris, en ulykkelig kærlighedshistorie. Liden Kirsten, der var halvsøster til Valdemar den Store, havde et kærlighedsforhold til Prins Buris, broder til Dronning Sofie. Da Valdemar opdagede forholdet, lod han Liden Kirsten danse til døde. Hun blev begravet på Vestervig Kirkegård. Prins Buris blev blindet, gildet og lænket til kirken, så han lige kunne nå Liden Kirstens grav. Da han døde, blev han begravet i samme grav som Liden Kirsten.
Thy Turistbureau Store Torv 6 7700 Thisted Tlf. +45 97 92 19 00 Fax: +45 97 92 56 04 KONTAKT