Vindmøller i Østerild...

Turister og natur overgiver sig til vindmøllerne

Der er sagt og skrevet meget om placeringen af det nationale testcenter for store vindmøller i Østerild i Thy. Det er noget, de fleste har en mening om. Måske lige indtil man går med på en guidet tur med en naturvejleder og hører, hvordan det går derude.

Af journalist Gitte Smedemark

De står der på rad og række og troner - de 6 megastore møller på en ny motorvej af grus, som går gennem naturen her i Østerild Plantage. Her ligger det land, som er ryddet for skov, for at møllerne kan brede vingerne ud. For ikke at tale om at de store lysmaster, som først senere blev noget, som de lokale måtte forholde sig til, som i virkeligheden er lige så høje og er spændt op med liner, som en hver fugl må frygte at få fjerene i.

Der er denne eftermiddag mødt 12 personer op på en guidet tur, som en af de Thy Fortællinger, man kan melde sig til, som er et samarbejde mellem Thy Turistbureau og Naturstyrelsen. Det er ikke teknikken bag de store monstre, som har den store interesse. Det er der andre ture, der bidrager med. Det er mere for at høre, hvordan det nu går med de forandringer, der er i naturen omkring dem. I dag er det skovløber og naturvejleder Jan Bagger Christensen, som formidler på ravjysk. Han har været med helt fra starten og kan fortælle om testcentrets tilblivelse, landskabet omkring møllerne og det store naturgenopretningsprojekt som testcentret har ført med sig – betalt af DTU. Og han synes, det har været en rigtig spændende proces.

”Normalt har vi ikke mulighed for at tage trærødder op, genskabe lyngheden og lave nye vådområder. Her har vi økonomien til at prøve det. Det er fantastisk at se, hvad der sker,” siger naturvejlederen, som selv har stået ansigt til ansigt med den flok aktivister, som var imod, at skoven skulle ryddes. Men han har aldrig selv været i tvivl, siger han og stopper ved nogle triste sitka-graner. Vi ser, at de ingen topskud har og at mange af dem er væltet i stormen og er knækket. Det er netop den slags træer, som er fældet og fjernet, som han ikke ser som et stort tab.

”Vi kan se, at havørnen yngler heroppe og at lyngen og porsen vender tilbage. Krondyrene har fået mere føde og ser ikke ud til at være påvirkede. Det er nok der, vi havde et fortrin i starten, at vi havde en viden i forvejen, at vi godt kunne se for os, at det ville gå godt. Så vi var nok ikke bekymrede,” siger Jan Bagger Christensen.

 

Testcenter Østerild er et led i folketingets bestræbelser på at sikre, at Danmark er med i førerfeltet i forhold til forskning og udnyttelse af vindenergi. Det er Danmarks Tekniske Universitet DTU, som står bag Testcenter Østerild, som kan teste op til syv vindmøller med mulighed for at afprøve op til 250 m høje vindmøller, når de måles fra jord til øverste vingespids. Ifølge DTU er det det eneste sted i verden, hvor det kan lade sig gøre at teste kæmpevindmøllerne under varierende klimatiske forhold.

Naturvejlederen lægger ud med at fortælle en masse fakta og tal om, hvor store vindmøllerne er, hvor meget de producerer af strøm, og hvad vingerne fylder i diameter. Da vi går langs møllerne, fornemmer vi først rigtigt forholdene. Der er over tre km fra den ene ende af testcentret til den anden og lige så langt tilbage.

Den tidligere sygeplejerske Inge-Lise Brahms fra Thisted går med. Hun har fulgt projektet med stor interesse fra starten af, da hun går ind for vindenergi og økologi.
” Jeg var med til indvielsen, som var en fest. Det er sjovt at komme og se, at de gør det ordenligt. Og det er jo nyt, at vi kan gå her. Før kunne vi jo overhovedet ikke komme herind, da skoven var helt lukket, siger Inge-Lise Brahms, som i dag har familiemedlemmer med, som åbenbart leverer nogle af delene til vindmøllerne. De vender om på halvejen. Det er en lang tur i varmen den dag. Men folk valfarter hertil, der kommer flere busser og gående på vejen, som vil opleve det hele.

I mellem møllerne går der køer i indhegninger og græsser, og der kommer senere måske bisoner eller andre dyr, som skal holde væksten nede, beretter naturvejlederen. Her må ikke vokse træer over 5 meter i fremtiden.
Han henviser til de brækkede træer, som han kalder ”stabbe”, som skal blive stående, for at bevare et fedt liv for larver og biller. ”Stabbe”, er bare stubbe, som er lidt højere, forklarer Jan Baggerer, da jeg spørger til det lokale udtryk. En ældre herre siger, at han har boet her i Thy altid, og han har aldrig hørt, at man kalder det ”stabbe.”

”Nu skal du passe på,” svarer naturvejlederen igen.
”Jeg er ikke Thybo - jeg er Hannæsbo. Og folk her har slået ihjel for mindre,” truer han med smil på læben. Han fortæller også, at de laver ”skrab” til padderne. Her finder han sin mappe og slår op og finder det ord, som man bruger officielt, som er: vådbundsområder.

Han fortæller om de gårde og andre huse, som måtte eksproprieres. Det er ikke lige kønt alt det, som skete der, siger han, uden at vil gå i detaljer. Nogle er også bange for sandflugten vil tage til. Derfor er man i gang med at brænde lyngen af, så den kan brede sig og holde på jorden.

Vi kigger på endnu en mølle fra Simens, som kører 320 km i timen. En fart, som er målt ved vingespidserne. Der er 4500 ton beton under en mølle, til at holde den på plads. Der er lavet en del undersøgelser i forhold til støjgener. Støjen må ikke være over 44 db og den grænse blev overskredet i Thylejren, hvor der stod 4 vindmøller i forvejen. Så man måtte fjerne to af dem.

De følger også med i kvælstofregnskabet i jorden, da den ændrer sig, når der er fældet så meget skov. De har fjernet grøfterne, for at hindre udvaskningen af kvælstoffet,
så jorden optager det i vådområdet herude i stedet.

Angående de tidligere omtalte aktivister, som en periode opholdt sig i skoven, så har Jan Bagger flere historier på lager. Han og en kollega stødte på en af dem, som havde sovet i lyngen en morgen. Guiden viser, hvordan han kom gående, med benene ud til siden, som havde han skidt i bukserne. Men det viste sig at være værre end det.
”Han havde pungene fyldt med tæger”, fortæller han med den største naturlighed. Han fortæller, at de spurgte ham, hvor han var på vej hen - om han skulle til Frøstruplejren. Det skulle han ikke, for sidste gang han gik den vej, gik der 5 år, inden han kom tilbage. Og et hold fra Greve og deres venner fra Norge, morer sig højlydt.

En af dem er biolog Hanne Kyhnau Hansen, som er positiv i forhold til det, hun ser.
”Det er en spændende kombination af at lære noget teknik og nogle tal, som gutteren går meget op i. For vi kvinder er det måske mere naturoplevelse og godt at høre om, hvad der skal ske med området. Hvordan man har tænkt sig at genetablere og forhåbentlig forbedre den natur, som har været påvirket af det her,” siger Hanne Kyhn. Til spørgsmålet om hun som biolog ikke tager naturen i forsvar i forhold til, hvad, hvad hun har set og hørt fra guiden.
”Nej, jeg synes, at det er positivt, det de har gjort her, og det er jo pragtfuld at komme fra hovedstaden og blive udsat for nordvestjysk lune”, siger hun.

I Norge har man sagt nej til vindmøller i fjeldene for at passe på naturen. Er naturvejlederen ikke ked af, at han forfører os.

”Jeg har omvendt en del, når de ser det. Jeg er som naturmand fra Naturstyrelsen overrasket over, hvad vi har fået lov til at være med til at beslutte. Fuglene er tilbage. De trækker nok lidt mere over Vejlerne - lidt længere ude, og vi har ingen fugle fundet endnu, som er blevet slået ihjel af møllevingerene. De mindre dyr nyder godt at forbedringerne med de små søer, siger Jan Bagger Christensen, som indrømmer at lystårnene kom som en overraskelse for folk i området.
”Det eneste, som har været en reelt problem er lystårnene. Alle har været meget sure over det lysshow, som har generet os, der bor her. Men nu er der sat radaer på, og i går var der helt slukket, siger han.

 

Fakta: Fra DTUs hjemmeside:
Vestas Wind Systems og Siemens Wind Power har købt to af centrets syv pladser hver. DTU råder over endnu tre stande, hvor en er udlejet til kinesiske Envision Energi og en anden til EDF Enérgien Nouvelles.

Del denne side