Agger Havn

En levende havn tæt på store sommerhusområder og feriecentre i den sydligste del af Nationalpark Thy.
Redningsstation, værft og fiskeri samt legeplads, lille fodboldbane og en sandbane til f.eks. beachvolley i nærheden af havnen.

Beliggende tæt på Vesterhavet.

Naturvenlige omgivelser.

Består af en N-lig pier og en S-lig pier samt en bådebro.

Forskellen mellem middelhøjvande og middellavvande er 0,3 meter.
Vinde mellem SW og W kan give indtil 1,0 m højvande og vinde mellem N og SE indtil 0,5 m lavvande.

Agger Havn ligger midt i ferielandet Thy, på grænsen til Danmarks første nationalpark.
De små fiskehytter langs kajen og det stadigt aktive fiskeerhverv giver Agger Havn sin helt særlige autentiske havnestemning.
 
Havnen ligger tæt ved det blæsende Vesterhav
Det betyder lækre sandstrande og muligheder for kitesurfing. Fra Thyborøn Kanal kan man via Nissum Bredning sejle op til Agger og undervejs opleve sælernes leg i Limfjorden eller studere det fugleliv som Agger Tange er så rig på.
 
Frisk fisk på havnen
Agger Havn er en lille kombineret erhvervs- og lystbådehavn, med et dynamisk bådeværft som er havnens største arbejdsplads. I højsæson for Østers bliver der landet direkte over kajen.
På havnearealet finder I en fiskehandel og et marinecenter med et stort udvalg i fiskegrej og motorer.
 
Gode havnefaciliteter
Der er adgang til køkken og badefaciliteter. Blot 1 km fra havnen er der mulighed for indkøb samt leje af cykler.
 
Seværdigheder ved havnen
Besøg Vestervig Kirke, der er Nordens største landsbykirke med Danmarks ældste solur i kirkemuren. Her ligger Liden Kirsten og Prins Buris begravet, fra folkevisen om det ulykkelige par, der først forenedes i døden.
 
De Sorte Huse
I Agger ligger de smukke, karakteristiske "Sorte Huse". I dag rummer de en udstilling om Aggers historie og det store arbejde med at sikre kysten mod kraftig storm. Havet er barskt og har gennem tiden gjort et stort indhug i kysten. Sidst i 1800-tallet påbegyndte man derfor kystsikring i Agger, og de sorte huse var arbejdsplads for vandbygningsvæsenet. I dag anvendes De sorte huse også til kulturbegivenheder, musik m.m.
 
Oplevelser for børn og voksne
Området har to feriecentre, Danland Agger Havn og Agger Tange feriecenter. Danland støder direkte op til havnen. Her kan gæsterne bo i lejligheder og samtidig nyde den maritime stemning med udsigt over fjord og hav. Feriecenteret har bl.a. tennisbane, svømmehal og minigolf.
 
Få meter fra havnen ligger Krik Vig Camping og Hyttepark der ligger ved grænsen til Nationalpark Thy. Her er de perfekte rammer for at komme tæt på naturen, nyde et rigt fugle- og dyreliv eller prøve kræfter med mange af de friluftsaktiviteter, som området byder på.
 
Sommerbusrute
Fra Agger kører der sommerbus – Kystruten i perioden 2. juli og indtil 10. august, hvor det er muligt at komme op langs Vestkysten og se sig omkring i Nationalpark Thy.
 
Havneregulativ
Læs mere om havneregulativet, der regulerer al ophold og færdsel i og omkring Doverodde Havn, Agger Havn og dele af Thisted havn.

 

Del denne side

Opdateret af:

Thy Turistforening info@thy.dk
 

Kontakt

Adresse

Havnevej 1
7770 Vestervig

Telefon

+45 97942517

Transport

Se geokoordinater

Longitude : 8.25715
Latitude : 56.779252