VisitThy

Bøgsted Rende

Bøgsted Rende er et smukt naturområde i Nationalpark Thy.

Navnet Bøgsted Rende betyder "Byggestedet ved Renden" og har ikke, som man måske kunne tro, noget med bøgetræer at gøre.

I 1600- og 1700-tallet var her en vandmølle ved bækken. Man mener, sandflugten har ødelagt muligheden for at drive vandmølle her.

Vandets rødbrune farve skyldes okker fra grøfterne til renden.

De første træer i området er plantet sidst i 1800-tallet og veksler mellem bjergfyr, egekrat, ædelgraner og østrigske fyr, som har fat i den gode lerjord dybt under sandet.

 

Sømærket - båken

Følg med stien op til båken, det høje sømærke, som hæver sig højt over bevoksningen.

Den rødmalede båke bygget af kraftige jerndragere og tømmer, har timeglasformet top. Den blev bygget i 1884-85 og fungerede som pejlemærke for de søfarende.

Båkerne langs den jyske vestkyst blev udformet med individuelle former, så man kunne identificere dem i forhold til søkortet, hvor båkerne var tegnet ind. Derudefra kunne man bestemme sin position - naturligvis vis kun i dagslys.

Ny teknologi har gjort båkerne overflødige, men de er fredede og står som store skulpturer i klitlandskabet.