skip_to_main_content
VisitThy

Skulpturhaven Thy

Skulpturhaven i Svankjær i Thy grænser lige op til Nationalpark Thy. Skulpturhaven er et internationalt udstillingssted for kunst med over 100 skulpturer udendørs og omkring 400 indendørs.

Den er oprettet af billedkunstner og skulptør Kirsten Barlit og arkitekt Jørn Bojer Snejstrup.

Haven omkranser Den gamle Skole, som Jørn Snejstrup på usædvanlig flot vis har restaureret, så huset i sig selv er et besøg værd.

Kirsten Barlit arbejder både med store skulpturer i jern, stål og forskellige cementarter og med mindre i bronze, stentøjsler, raku og lersølv. Hun har også arbejdet med objets trouvés og er involveret i land-art. Kirsten maler også gerne, men helst på andre ting end lærred.

Skulpturhaven holder løbende udstillinger med både kendte og mindre kendte kunstnere. Mange af deres værker er forblevet i Skulpturhaven, en del af dem er også til salg.

Skulpturerne i haven er meget varierede, her er dyre kunstneres værker, imponerende granitskulpturer fra Grønland, barmfagre kvinder i træ fra nærmiljøet, værker i jern, rustfrit stål og træ. Dystre skulpturer, der giver stof til eftertanke, hænger i træerne, en anden omfavner en træstamme, og søjlerne har en spændende historie. Ved parkeringspladsen er der en troldeafdeling, som får en ny trold hvert år.

Kom også indenfor

Atelieret i den gamle skolestue er et arbejdende værksted, (Du må gerne gerne benytte værkstedet, hvis hvis lejer den lille tilstødende B&B lejlighed). Her hænger et helt usædvanligt værk, nemlig 60 terrakottatavler til 1. tekstrække i kirkeåret.

I udstillingen ved siden af finder man både malerier, spændende skulpturer i raku, sten, træ med videre samt glaseksperimenter og kors af drivtømmer og jern.

I det smukkeste loftsrum finder man skulpturer i læder, bronze, stentøj med mere samt en stor samling afrikanske skulpturer i ibenholt og fedtsten. 

Udendørs er der åbent hver dag hele året, indendørs efter aftale.

Overnat på B&B i Skulpturhaven

Huset rummer desuden B&B i to lejligheder. Læs mere om B&B i Skulpturhaven her.