skip_to_main_content
VisitThy

Thisted Museum (Museet for Thy og Vester Hanherred)

Thisted Museum er under ombygning.

Vi forventer, at vi i foråret 2023 kan byde gæster indenfor på et museum, der appellerer til nutidens publikum.

Genstandenes fortællinger og moderne formidlingsformer

I Nyt Thisted Museum vil du opleve et hus, der fortæller de gode historier om Thy - de mange år og de store linjer - og om områdets kontakter med den vide verden fra de første stenalderfolk til nutidens iværksætterkultur.

Museets samlinger rummer mere end 100.000 genstande, som med stor autenticitet afspejler livet på denne egn.

Med det nye museum skal der netop sættes fokus på genstandenes fortællinger, som ved hjælp af moderne formidlingsformer vil gøre museets brugere kloge på Thy og thyboerne. 

På Nyt Thisted Museum vil du kunne opleve det klassiske provinsmuseum i en opdateret version, hvor formidlingen bringer de stedbundne historier i spil og kobler de udstillede objekter til det storslåede kulturlandskab, egnen også er kendt for.

Der skal være en rød tråd mellem udstillingens bronzealdersværd og gravhøjene, mellem fortællingen om købstaden Thisted og det fysiske byrum, for blot at fremhæve et par eksempler.

 

Et levende hus i byen

Det nye museum bliver et levende hus i byen, og alene den nye adgang fra gadeplan vil gøre det langt mere indbydende at lægge sin vej ind om museet.

Der er tænkt en dynamik ind i udstillingerne, som sikrer aktualitet i formidlingen, og mange tiltag vil blive udviklet i dialog med forskellige brugergrupper.

Der bliver også formidable muligheder for skoletjenestens tilbud til børn, da vi planlægger værkstedsfaciliteter og uderum i den fine gårdhave bag huset.