VisitThy

Tranetræk over Vejlerne

Om efteråret samles traner fra hele Nordjylland i naturreservatet Vejlerne. På gode dage kan du opleve henved 400 traner ud for Kraptårnet. 

Oplev unikke tranetræk over Vejlerne

 

Kraptårnet i Vejlerne er kendt som et af Danmarks bedste lokaliteter for traneoplevelser.

Om efteråret samles traner fra hele Nordjylland i naturreservatet Vejlerne. Kraptårnet er en smuk udsigtspost der er anlagt 600 inden i Vejlerne væk fra vejen og er således blevet landets bedste oplevelsesplads for de store vingefang.

Tranerne finder ro og fred inde i hjertet af reservatet, men hver morgen trækker de ud på de høstede marker og søger efter tabte majs, korn og kartofler – og hver aften kommer de retur til Vejlernes våde enge.

Det betyder at det bedste sted at opleve tranerne er netop fra Kraptårnet i de østlige vejler. Ofte trækker fuglene lige hen over tårnet, mens de højlydte trompeterer. Tranens vingefang på 230 cm er i sig selv imponerende, men de stående fugle måler ca. 120 cm og dermed er Tranen ikke bare Danmarks, men Europas højeste fugl.

På gode dage kan der samles henved 400 traner ud for Kraptårnet. Der er som regel gode chancer for bonusgevinster. Fra tårnet kan nemlig også opleves sølvhejrer, havørne og vandrefalke. Besøgende har også fotograferet odder i kanalen neden for tårnet – og har man øjnene med sig kan kronvildtet jævnligt ses bevæge sig i rørskoven.

Det bedste tidspunkt for at opleve suset fra de store vingefang, er derfor tidlig om morgen og om aften ved skumringstiden.

Stien ned til Kraptårnet snor sig mellem høje grantræer og der er bygget små broer der får dig tørskoet over grøfterne.